Det klassiske vintage Omega-ur går aldrig af mode
Omega er synonymt med luksus og tidløst design. I tresserne brillierede mærket ved at udvikle en række dress-ure, som i dag er blevet vintage urklassikere. Særligt vintage Omega Seamaster De Ville-ure er kendt som nogle af de mest alsidige og flotte ure fra den tid, og det med god grund.
Med sin lave profil ligger det tæt på håndleddet og glider ubesværet under skjorteærmet. Det larmer ikke for meget, men lige tilpas til at man lægger mærke til det. Sagt kort: det er underspillet luksus, når det er allerbedst.
Som så mange andre af Omegas model-linjer i tresserne, har Seamaster De Ville gennemgået en udvikling, i dette tilfælde fre Pre-De Ville til Seamaster De Ville til blot De Ville. Gennem tre nedslag i urets historie kan du her blive meget klogere på urets historie.
Pre De Ville-æraen
De første ure, man normalt tilskriver Seamaster De Ville-modellerne, hed faktisk slet ikke De Ville. I starten af tresserne udgav Omega nemlig et ur med stort set den samme profil, som senere skulle blive til Seamaster De Ville, men som på det tidspunkt blot havde skriften ”Seamaster” på urskiven. Urene kan kendes på, at de ligger tæt mod håndleddet og har stort set den samme urkasse, som de senere modeller.
I designet er det primære element, at urværket ikke kan tilgås fra bagsiden af uret ved hjælp af en skruebagkasse. For at bevare urets slanke profil blev Omega nødt til at udvikle et koncept, hvor glasset og skiven skal fjernes for at få adgang til urværket. Men det gav til gengæld også et meget stilrent udseende.
Disse vintage Pre-De Ville-modeller har det såkaldte coathanger-S i Seamaster. De vil sige, at S’et i Seamaster-skriften på urskiven, med lidt god vilje, har form som krogen på en bøjle (coathanger på engelsk).
Seamaster De Ville-æraen
Efter nogle år, omkring 1963, overgik Omega til at kalde denne type ure Seamaster De Ville. Historien, som lige her rent faktisk skulle være god nok, er, at Omegas amerikanske importør, Norman Morris, på daværende tidspunkt godt kunne lide urene, men ønskede et navn, der differentierede dem fra andre Seamaster-modeller og samtidig gav dem en snert af eksklusivitet.
Hvorfor det lige blev De Ville er svært at sige, men måske hænger det sammen med brugen af coupe de ville, der på det tidspunkt angav eksklusive bilmodeller, som var beregnet til brug i byerne. På den måde klinger navnet af kosmopolitisk eksklusivitet.
Der findes et utal af urskive-varianter fra denne periode. Heraf blev nogle kun produceret til visse markeder. I tresserne var Omega Seamaster De Ville et meget populært ur, og det var mange steder kutyme at honorere ansatte med netop dette ur ved deres jubilæer på en bestemt arbejdsplads. Derfor er det stadig i dag muligt at finde eksemplarer i god stand.
På dette tidspunkt overgik S’et i Seamaster til et mere rundt design, der ikke længere betegnes coathanger.
De Ville-æraen
I 1967 besluttede Omega at lancere en ny linje af ure, som alene fik navnet De Ville. I en kortere overgang blev der stadig produceret Seamaster De Ville-ure, men efterhånden overgik produktionen til alene at inkludere ure med De Ville påskrevet urskiven. Urene havde stadig den karakteristiske lave profil, men kan især kendes på, at hornene på dette tidspunkt blev en del kortere.
De-Ville-modellerne, som hører til kollektionen her beskrevet, stoppede med at blive produceret omkring begyndelsen af 1970’erne. Herefter gik De Ville-kollektionen andre designmæssige veje og findes sågar den dag i dag som selvstændig kollektion under Omega.
Noget af det charmerende ved at eje et vintage ur er, at der ligger en historie bag, som både fortæller noget om udviklingen af urmageri samt kulturen i den pågældende periode.
Men fordi kollektionerne ofte ikke var så stramt styret, som vi er vant til fra de store mærker i dag, skal man som grøn køber være på vagt for ikke komme til at købe et ur med en genoptrykt skive eller som er samlet af dele fra forskellige perioder. Cph Vintage Watches sætter en ære i at have dybdegående viden, der hjælper til at købe de bedste originale ure, så du som køber kan være tryg ved dit køb.
Comments